“SVOGER OG JEG”
COSTA RICA & PANAMA
EFTERÅRET 2008
Dag 1/AUG. 30: AFREJSE MOD SAN JOSÉ
Risteboller med ost og kaffe hos svoger og så er det afgang med taxa til Kastrup.
Dagen er smuk med sol over hele himmelbuen og kun den dumsmarte taxachauffør med et slet skjult identitetsproblem giver lidt skygge på et ellers strålende feriehumør.
Terminalen i Kastrup summer som sædvanligt som en bikube i forårshumør, men indcheck og security forløber helt planmæssigt.
Jeg har i tidens løb besøgt mange lufthavne og de fleste af slagsen rundt i verden er triste og kedelige mens enkelte skiller sig ud som steder, hvor man ligefrem kan fordrive ventetiden på en interessant eller behagelig måde. – Men jeg har endnu ikke set en lufthavn, der bare tilnærmelsesvis matcher Copenhagen Airport.
Nå, men pyt med Kastrup, for pludselig ramler vi ind i fælles venner, der med børn og børnebørn er på vej til Kreta.
Knus, god ferie og pas på hinanden …. og næsten før vi véd af det, letter svoger og jeg med Delta Airlines på vej mod Atlanta – vores første og heldigvis eneste mellemlanding.
Hvad kan man sige om en flyvetur på godt 9 timer, andet end at det går hårdt ud over ballerne!
Og efter 3 timers ventetid i Atlanta, Georgia flyver vi videre mod San José, der er hovedstaden i Costa Rica.
Trods Orkanen Gustav’s hærgen i Den Mexicanske Golf, blev det en flyvetur uden stor turbulens, og med en forudbestilt transfer til hotellet, skulle det køre i olie. – Men vor transfer dukkede bare ikke op, så vi fik snakket os ind i en anden minibus.
Det bookede hotel Best Western Down Town i San José var pænt, uden at være prangende og det var forrygende billigt.
Men distriktet synes at være lumsk og belastet af ludere og lommetyve.
Mens disse linier skrives, med en kold øl indenfor rækkevidde, er de små usynlige snore til mine øjenlåg sat på stand-by.
Det har været en lang tur og min svoger og rejsekammerat er allerede gået i brædderne.
Dag 2/AUG. 31: SAN JOSÉ
Snorene til mine øjenlåg må have sat sig fast, for det blev ikke til mere end et par timers søvn.
Og da det endelig lykkedes at finde drømmeland, ringede min svigerinde på mobiltelefonen. Svoger havde været så forudseende, at lade sin mobile blive hjemme.
Dette hensynsløse kvindemenneske, der var undervejs med Den Transsibiriske Jernbane og nu befandt sig på grænsen til Mongoliet, kvidrede lystigt:
“Guud – er klokken kun 05,00 – Det må du undskylde – Jeg ringer igen senere.”
Og det gjorde hun så ….. lige da jeg var faldet i søvn igen!
Vi er en rejseglad familie. Svoger og jeg i Costa Rica – Svigerinden i Rusland og min dejlige kone leger pilgrim i Nordspanien sammen med ligesindede vandrefugle. Men nogle af os har tydeligvis mere sans for tidszoner end andre.
Efter en glimrende morgenmad på hotellet, lå kvarteret badet i solskin og så betydeligt mindre belastet ud end ved ankomsten foregående aften.
Langt fra mondænt, men en rask gåtur på 10 minutter bringer os til byens centrum, der myldrer af liv og latinamerikansk stemning.
Folk står i lange køer foran Centralbankens vekselkontor og vi bliver diskret tilbudt at veksle sort på gågaden. Det har jeg engang prøvet i det tidligere Sovjetunionen og jeg blev snydt lommeulden ud af bukserne af en snu plattenslager. – Så det gider vi ikke, men tankerne bliver ledt hen mod en restriktiv valutapolitik og en kunstig national valutakurs. – Det er dog blot gætteri.
På trods af at det er en højhellig søndag, handles der livligt i butikkerne og visse ting kan utvivlsomt købes fordelagtigt.
Men vores kreditkort er ikke imprægneret med østrogen, så vi vælger i stedet at barrikadere os med en kold lokal øl, på en skyggefuld bar.
Og så herefter en kulturelt berigende tur hen på landets guldmuseum, der rummer primitive smykker fra en svunden tid. Disse herligheder ligger velbevogtet bag tykke panserdøre, i store betonkældre under ét af byens torve. Lokaliteterne var næsten mere imponerende end guldet.
De højere magter har valgt at det skal være regntid netop på det tidspunkt vi besøger Costa Rica, og det betyder typisk, at regnen falder om eftermiddagen – hver dag og i store mængder.
Svoger og jeg krydser fingre for at vejret trods alt ikke bliver alt for dårligt og vi forbereder os til den meget spændende rundtur, som jeg har arrangeret hjemmefra.
Dag 3/Sep. 1: Tortuguero National Park
Svoger har ondt i maven og den stakkels mand må søge nødhjælp i mit medbragte apotek. Jeg ordinerer ham en håndfuld ondt-i-maven piller og tænker med bekymring på den forestående bustur uden andre toiletter, end dem naturen tilbyder.
Det er tidligt på dagen og vi skal efter planen afhentes kl. 06,00 af en shuttlebus, som skal transportere os til vort næste bestemmelsessted, Laguna Lodge i nationalparken Tortuguero. Chaufføren har fået forkert besked og dukker op en halv time før forventet og da vi knap nok er færdige, bliver manden mopset. Men det er nu hans problem.
Ved et andet hotel i nærheden afhenter vi et hold unge spaniere samt vor turguide Mario, der viser sig at være både vidende og humoristisk.
Vi forlader San José og kører ud i et meget smukt landskab, der ifølge Mario har den største biodiversitet i Amerika. Og frodigheden er tydeligvis enorm.
Vi passerer Costa Ricas rygsøjle – en bjergkæde fra nord til syd, der består af aktive og udslukte vulkaner og som er omgivet af tropisk regnskov.
Landet er rigt på dyreliv i alle afskygninger. Der findes i skovområderne jaguar, puma, dovendyr, tapir og forskellige abearter, og desuden ca 800 forskellige fuglearter og 110 forskellige slags flagermus.
Vi kører igennem Braulio Carillo National Park og vi passerer kaffe- og bananplantager. Efter en stund kører vi over broen til en flod, som man ifølge guiden frarådes at bade i, med mindre selvfølgelig, at man holder meget af krokodiller. Ingen i bussen føler sig fristede.
Jeg reflekterer lidt over hvor rent og velholdt alting er udenfor hovedstaden San José. Ved første øjekast giver Costa Rica indtryk af generel velstand, men i virkelighedens verden udgør de økonomisk privilligerede nok kun en meget lille del af befolkningen. Under alle omstændigheder står de gode miljøforhold på landet i en skærende kontrast til storbyens snavs og forfald.
Klokken 08,00 gør vi holdt for at få morgenmad og svoger begynder igen at ligne en levende turist. Det er utroligt hvad et par Immodium piller kan udrette.
Vi passerer en ananasplantage hvor ananasplanterne med de spidse agavelignende blade står så tæt, at de næsten vokser sammen. Det må være en stikkende fornøjelse at være ananasplukker, tænker jeg.
Da vi når østkysten, kører vi gennem en enorm stor bananplantage og gør stop ved det tilhørende bananpakkeri. Det hér er stordrift så det batter og det er imponerende at se hvor organiseret de store grønne bananklaser deles, vaskes i store kar – for derefter at blive pakket i papkasser.
Nær plantagen er opført en hel landsby til arbejderne, med tilhørende skole og andre sociale foranstaltninger.
Det hér er næsten et selvstændigt samfund og ikke bare en arbejdsplads som vi kender det.
Den bumpede grusvej ender ved et naturskønt flod- og kanalsystem, og herfra befordres vi videre i flodbåd.
Efter halvanden times sejlads på Tortuguero Floden, heraf en del af tiden gennem tæt regnskov, lægger vi til ved vores resort Laguna Lodge.
Vi indlogeres i træhytter bygget i rækker og selvom husene bærer præg af slitage og er mærket af den tropiske fugtighed, er standarden på resortet ganske god. – Det undrer mig egentlig ikke, for moderne bekvemmeligheder findes snart alle steder langt udenfor lands lov og ret .
Jeg tilmelder mig et sent aften arrangement, hvor vi skal ud på en strand og se kæmpeskildpadder under æglægning. Desværre er svoger stadig vingeskudt, så han melder afbud.
Klokken bliver 21,30 og mørket er faldet på, da vi bliver afhentet af en båd, der skal sejle os til vores midlertidige venteposition.
Arrangementer af denne slags bliver afholdt under størst mulig hensyntagen til de store skildpadder, og gruppen modtager strenge forhåndsinstrukser om deltagernes adfærd.
Vi ankommer til et øde sted nær Det Caribiske Hav og den stjernebestrøede himmel tager næsten pusten fra mig. Jeg har kun én gang tidligere set sådan en stjernehimmel og det var en nat langt ude i buschen i det centrale Australien.
Vor lille gruppe ledes af en official guide fra nationalparken og da vi får en klarmelding – formentlig via radiokontakt fra stranden – bevæger vi os ad en smal sti gennem et ca 500 meter bredt regnskovsbælte, der adskiller os fra havet.
Gennem skoven må der anvendes stavlygter, men da vi når stranden må kun guiden bruge en særlig lygte, med et svagt rødt lys. Og enhver fotografering er bandlyst.
Og vi bliver da ført hen til en stor hulning i sandet, hvor en grøn kæmpeskildpadde netop har fyldt sin rede med en mængde hvide skildpaddeæg.
Med sine store luffer begynder skildpadden at tildække sine æg. – Det er stort at betragte og vi tilskuere vover knap nok at trække vejret.
Månen og de store stjernetåger lyser stranden op og ude over havet – langt ude i horisonten, er det begyndt at lyne. Men det er blot med til at markere stemningen.
En anden kæmpeskildpadde har fået tildækket sin rede med sand og hun arbejder sig nu langsomt ned mod vandkanten – få meter ad gangen, for så at tage et hvil. Endelig forsvinder det store dyr ud i de caribiske bølger og vores gruppe bevæger sig langsomt tilbage gennem den tætte og meget mørke skov.
Ind i mellem glimter ildflugerne som små lamper, der tændes i et kort sekund, og skovens lyde er næsten håndgribelige.
Hvad kan jeg andet end at føle mig ganske lille i en stor verden.
Dag 4/Sep.2: Tortuguero National Park
Natten var tropevarm og fra kl. 04,00 blev søvnen mere og mere sporadisk. – Men pyt med det, for kl. 6,15 er der afgang med flodbåden for en tur ind i regnskovens snørklede flodsystem. Hér venter os en naturoplevelse uden sidestykke!
Vi kommer ganske tæt på leguaner, flodskildpadder i massevis, tukaner og andre eksotiske fugle – og ikke mindst små krokodiller, der i stedet for at søge flugten søger tæt hen til båden.
På en gren, der hænger ud over vandet opdager jeg en ca. halvanden meter lang slange, og vor guide bedyrer, at den ikke er giftig. “But it will hunt you …!” siger han, og ser ud som om han mener det.
Det er ikke så underligt, at junglen gennem alle tider har været forbundet med farefuld og eksotisk mystik, og denne regnskov er den ægte vare med lianer og en tæthed og frodighed, der fortætter mit synsfelt.
Men min indre Tarzan er gået på pension og jeg ville nødig gå 50 meter gennem skoven alene.
Vi sejler tilbage til lodgen for at spise morgenmad og præcis kl. 10,00 venter båden for igen at bringe os tilbage til regnskoven, men ad andre flodkanaler.
Langt inde i disse smalle vandveje er flodvandet farvet næsten sort af plantedele og vi er så langt væk fra den coca cola drikkende civilisation, som man mentalt kan komme.
Højt oppe i trækronerne svinger aberne sig fra gren til gren og en stor hvid fugl flyver lavt hen over vandspejlet, og øger højden en smule da den flyver hen over vore hoveder. Man kan næsten mærke suset.
Da vi er tilbage i lodgen venter en speedbåd for at bringe nogle enkelte af os væk fra flodsystemet og ud i Det Caribiske Hav. Hér ude – et godt stykke fra kysten – dukker i alle verdenshjørner store havskildpadder op i vandoverfladen. Nogle af skildpadderne er i parringsleg, men kommer vi for tæt på forsvinder de ned i dybet.
Solen er bagende og frokosten venter på os i lodgen, så vi giver poker i de delfiner, der leger lidt længere ude på havet.
Senere på dagen tårner skyformationer sig op over regnskoven på den modsatte flodbred og svoger og jeg sætter os ved floden med en cocktail og venter på at sluserne skal åbne sig fra oven.
Selvom afstanden er ganske stor, kan vi høre brøleabernes høje skrig inde fra junglen – Det er som om de varskor hinanden om dårligt vejr.
Og så kom troperegnen!
Dag 5/Sep. 3: Arenal Volcano
Svoger og jeg kan ikke sove længe om morgenen mere. Vi har fået for vane at vågne senest kl. 06,00, men det er ret beset et dejligt tidspunkt, hvor alt ånder fred og ro.
Efter morgenmaden omkring kl. 09,00 går vi ombord på flodbåden og forlader Laguna Lodge. Vi kunne godt have haft lyst til at blive lidt længere, men vi har en turplan, der skal overholdes.
Varmen er endnu ikke blevet for voldsom og turen tilbage ad flodvejen er helt pragtfuld. Efter godt en times sejlads afhentes vi af en lille bus for den videre transport og vi tager afsked med vor guide Mario. Det blev herefter en rejsedag i bus med heftigt regnvejr og dagen var da også forholdsvis begivenhedsløs.
Ca.kl. 17 ankommer vi til Arenal Spring Resort, der ligger lige ved foden af den aktive vulkan “Arenal”. Vi checker ind i 2 suiter – ren luksus – med vinduer og terrasser direkte mod den rygende vulkan.
Resten af dagen og aftenen fordrives med at dase i de varme bade på Baldi Hot Springs. Det er et kombineret badeparadis og restaurant med 30 varme og kolde pools med forskellige temperaturer – nogle med swim up bar, spa og små vandfald. Smukke badenymfer vimser omkring os i vandet og Vorherre (eller hvem der nu har ansvaret) må bestemt have haft en mening med at sende os til dette overjordiske sted.
Den efterfølgende middag på restauranten var dog ikke noget at skrive hjem om.
Så tilbage til hotellet – en øl og godnat Costa Rica!
Dag 6/Sep. 4: Arenal Volcano – Monteverde Cloud Forest Region
Det er morgen og jeg sidder henslængt på min terrasse i en magelig stol, mens jeg nyder udsigten til den rygende Arenal vulkan.
Flere af de sødeste små farvestrålende kolibrier underholder mig ved at stå stille i luften få meter væk, mens de stikker deres lange næb ned i blomsterne for at suge nektar. Det er deres fantastisk hurtige vingeslag og særegne flyveteknik der gør, at de kan stå stille i luften.
Også hér kunne vi have brugt en ekstra dag, men vi skal videre. I det mindste kan vi påstå, at vi (næsten) “har været på vulkaner” som det hedder i sangen. Efter morgenmaden bliver vi afhentet af vores shuttlebus, der skal køre os til Monteverde Cloud Forest.
Køreturen går hele vejen udenom Arenal Søen, hvor udsigten over sø og bjerge er storslået. Det ville dog have været en ekstra god naturoplevelse, hvis ikke vejret var blevet kedeligt med vekslende regn og tågedis.
Og med grusveje der mange steder kun er egnede for bæltekøretøjer kunne man undre sig over, hvorfor pokker vores bus absolut skulle dén vej. Én af vores tidligere rejsefæller kaldte en tilsvarende oplevelse for “stenmassage”. Og man kan sige meget om Costa Ricas infrastruktur eller mangel på samme, – men måske skulle man hellere lade være!
Efter en lang køretur, hvor alle knogler i kroppen er rystet af led, ankommer vi til vort hotel Fonda Vela. Ved første øjekast ligner det en spejderlejr, men ved nærmere eftersyn har en ganske god standard.
I hvert fald får svoger og jeg hver tildelt en suite på 50-60 m2 med panoramaudsigt til et smukt haveanlæg.
Efter vi er blevet indlogeret, kaster vi os over frokostmenuen i restauranten, og ser frem til at planlægge vore udflugter den efterfølgende dag. Men så begynder regnen at stå ned i lårtykke stænger og forventningerne til morgendagen fortoner sig.
Hotellets receptionist kan i samråd med CNN berette, at samme vejrtype kan forventes den efterfølgende dag. Banditten er en ny kategori 4 – orkan, der er begyndt at vandre rundt i Den Mexikanske Golf og den suger grådigt møgvejr til sig helt fra Stillehavet, med en bane direkte ind over Costa Rica.
Men selvom Monteverde Cloud Forest skulle være legendarisk smuk, så har svoger og jeg ikke tænkt os at beskue herlighederne iklædt hverken regnslag eller dykkerdragt. Indtil videre forbereder vi os derfor på en dovnedag på hotellet.
Hotellets restaurant er udstyret med tunge træmøbler og mørke paneler og minder mest af alt om en forvokset tysk Bierstube. Hér afsluttes vores dag med en god middag og et par flasker rødvin til at fortynde ærgelserne over det dårlige vejr.
Dag 7/Sep 5: Monteverde Cloud Forest Region
Over morgenmaden kan vi konstatere, at vejrforholdene tegner lysere, og vi får bestilt en taxa til at køre os til den nærmeste by, Santa Elena.
Santa Elena er en by for backpackere og ikke for et par midaldrene nisser som os, med lidt mere velpolstrede tegnebøger.
Men vi får dasket lidt rundt i gaderne og besøgt en internet café for at få lidt nyheder fra de hjemlige himmelstrøg. Vi drikker en cola på en underligt udseende restaurant og vi får kigget lidt på alt det skrammel, som turister tilbydes over alt i verden.
Nu er det lige før, at solen stikker sin gule næse frem under skyerne og vi beslutter os for at gennemføre dén tur vi egentlig kom for, nemlig besøg i Monteverde Cloud Forest.
Monteverde Cloud Forest er én af verdens meget få skove af denne type og den har en enorm biodiversitet. Der er, for de særligt indviede med biologisk forståelse, væsentlig forskel på en “Rain Forest” og en “Cloud Forest” og sidstnævnte besøger man for at se på træer og planter fremfor wild life. Havde vi været der tidligt om morgenen, ville vi dog være mødt af et rigt fugleliv, men det var vi ikke!
Nå, men efter 20 minutters gåtur fra hotellet, op ad bjerget, når vi Monteverde Biological Reserve og vi får hyret en guide.
Det bliver en ganske interessant og smuk vandring ad små stier gennem den meget tætte skov, og vor guide coatcher os, som om vi skulle til eksamen i biologi. Og så tager han barnetroen fra mig ved at oplyse, at lianer er så skrøbelige, at de umuligt kunne have holdt til, at Tarzan svingede sig i dem.
Luften er mættet af vanddamp som i et gigantisk væksthus. Lianer og rødder hænger ned fra de høje trætoppe og de mægtige træer er tilgroet med en mangfoldighed af andre plantearter – ja, faktisk kan et stort træ gæste op mod 1000 forskellige planter.
Vejrmæssigt var det en fantastisk timing, for 5 minutter inden turens afslutning begyndte det at dryppe fra oven og snart stod himmel og jord i ét.
Nu véd vi i det mindste hvorfor man kalder det regntid og vi hyrer en taxa tilbage til hotellet.
Dag 8/Sep. 6 : – Monteverde – Manuel Antonio National Park & Beaches
Vores shuttlebus afhenter os kl. 08,00 og det bliver ligeså stor en rystetur på vej herfra, på hullede grusbelagte bjergveje, som det var på vej hertil.
Vi er egentlig ganske tilfredse med at slippe fra Monteverde, for hér i regntiden er det koldt og vådt i bjergene og alting virker så dunkelt, når bevoksningen er tæt og skyerne hænger lavt.
Efter godt en timer kørsel kommer vi ind på Interamericana, – endelig en asfaltbelagt vej, og vi følger kystlinien sydover mod byen Jacó.
Temperaturen er nu steget mærkbart.
Efter en forhandling med den lidt modvillige chauffør, får vi ham til at gøre et kort ophold ved broen over Rio Tarcoles, for netop på dette sted opholder der sig altid et stort antal krokodiller. Det er sandt for dyden nogle ordentlige krabater – farlige som bare poker – og dog kun styret af simple instinkter. Og så hører arten oven i købet til nogle af jordens ældste skabninger.
Omkring kl. 13,00 ankommer vi til vores hotelresort Costa Verde som ligger i Manuel Antonio Naturreservat, og vi indlogeres i et par værelser med en fabelagtig udsigt fra vores terrasser, over Stillehavet.
Og igen bliver vi betagede af dette smukke land.
Taxakørsel i Costa Rica er rørende billigt, – priserne ligger vel på en tyvendedel af de danske, som i øvrigt også er blevet grotesk høje. Nå, men vi bestiller en vogn i hotellets reception, for vi vil ned til byen for at browse og gøre et par indkøb.
Der er meget få turister og en meget latinamerikansk stemming I byen. På et gadehjørne står en musikant med panfløjte, og behersker man dette instrument, kan det lyde så smukt. Akkompagneret af et kassettebånd formår han dog, med tydelig selvtillid og et minimalt musisk talent, at ødelægge et par ellers så dejlige musikstykker, i en grad så man næsten kan forestille sig baggårdskattene stikke poterne i ørerne.
Vi kører tilbage til vores nyerhvervede terrasser på hotellet for at nyde solnedgangen over Stillehavet og så begynder eftermiddagsregnen at mase sig på fra landsiden.
I dette fredfyldte sceneri hører vi på CNN, at orkanen Ike vil ramme Cuba som en kategori 4 Hurrycane, og det er efter sigende en enorm styrke. Og vi priser os lykkelige over, at vi valgte at rejse i et land, der aldrig er blevet ramt af en orkan.
Dagen blev til aften, og dermed fulgte den obligatoriske middag på én af hotellets 3 restauranter. Det var desværre ikke kokkehuerne der trykkede personalets små hoveder, for maden var kedelig – grænsende til det uspiselige og tjeneren var en dumsmart opløben knægt.
Dag 9/Sep. 7 : – Manuel Antonio National Park
Det er ved at blive en vane for os at crashe kl. 22, og dermed bliver det også umuligt af sove længe om morgenen. Kl. 04,30 slår jeg øjnene op og kæmper forgæves for at sove videre. Men hvad fa’en – “Den der sover, synder ikke” – siger man, og det må jo være frygtelig kedeligt!
Svoger og jeg har bestilt en guided tur som vi ser noget frem til. Vi bliver afhentet kl. 07,30 og så skulle der angiveligt vente os en spændende wild-life oplevelse i Manuel Antonio Nationalpark.
Vi er blevet fortalt, at uanset hvor man vender sig hen, ser man aber, slanger, leguaner og et utal af andre pattedyr, krybdyr og fugle.
Vores unge guide er da også bevæbnet med en kikkert så kraftig, at vi ved at se ligeud formentlig kan se os selv i nakken.
Mindre end 50 meter inde i den indhegnede nationalpark opstiller han sit kikkertstativ, indstiller udstyret og med næsten bævende stemme opfordrer han os til at se ind i linsen.
Jo, minsanten! – Et nærbillede af et lille undseeligt, men dog farvestrålende insekt!
Denne seance fortsætter 3 – 4 gange, og vi får dermed lov til at se grimme insekter, der under normale omstændigheder skulle have haft én på hatten med fluesmækkeren.
Høfligt, som gode gæster, gør vi ham opmærksom på, at vi tænder mere på aber og krokodiller og et eller andet sted hjalp det måske, for kort tid efter kunne han udpege et dovendyr I en trætop. Den bevægede sig endda nok til at fastslå, at krabaten ikke var udstoppet.
Men det var formentlig svoger, der ved sin blotte tilstedeværelse havde skræmt alle dyrene væk. Desuden var skoven rigtig pæn og vejret var dejligt, og dermed var udflugten ikke helt spildt.
Ingen tvivl om at den unge guide havde opfattet vores skuffelse over naturreservatets beskaffenhed og i sit desparate ønske om at gøre os tilfredse, forsøgte han så at underholde os med de mest besynderlige spørgsmål: Hvad hedder “monkey” på dansk? – “Hvad betyder “Danmark”? Han havde stribevis af spørgsmål af samme skuffe, og desværre var der ikke et eneste rovdyr, som vi kunne fodre ham med.
Nå, men tilbage på hotellet hvor svoger plasker i pølen og ligner en gråsæl, der er faret vild. Solen skinner lystigt, mens jeg sidder og leger H.C. Andersen og om lidt skal vi indtage en nærende frokost på Restaurant Anaconda.
Fra restaurantens store terrasse kan vi skimte en flok hvaler, der boltrer sig ud for kysten.
I morgen skal vi så tilbage til San José. – Vi har glemt en bog og en lommekniv på Best Western Down Town og opringninger til hotellet har ikke tryllet rariteterne frem. Men i morgen får de besøg af svoger og undertegnede, og så har de bare at hoste op med vores rejsegods.
Dag 10/Sep. 8 : – San Jose
Vi blev afhentet kl. 08,15 for transport til hovedstaden og under morgenmaden på Restaurant Anaconda blev vi underholdt af et par små aber, der sprang rundt i trætoppene. Der er åbenbart mere wild-life omkring hotellet end i nationalparken.
Herefter var resten af dagen temmelig begivenhedsløs.
Busturen varede ca. 3,5 time hvorefter vi checkede ind på Hotel Grano de Oro – et noget pænere og mere velfungerende hotel end Best Western, som vi boede på ved ankomsten til Costa Rica.
Som planlagt indfandt vi os på samme Best Western senere på dagen, men de kunne stadig ikke lokalisere vores glemte effekter. Nå, det må vi leve med og vi har besluttet os for at daske en tur rundt I byen, og herefter foretage os absolut ingenting, indtil vi skal køres til lufthavnen i morgen kl. 12,15.
Dag 11/Sep. 9 : – San Jose og videre til panama
Rejsedage forekommer ofte at være forbundet med spildtid, men vil man flytte sig fra A til B må det nødvendigvis tage den tid det tager.
Den sidste formiddag i Costa Rica brugte vi derfor på hotellet til intense øvelser i passivitet, for herefter at blive kørt til lufthavnen, – fløjet til Panama City og herfra transporteret til vort nye hotel.
Vi afsluttede dagen med øl og Spagetti Bolognese på et lokalt cafeteria – og så godnat Panama.
Dag 12/Sep. 10: Panama City
Oh, hvilken morgenstund. – Idag ser det ud til at regntiden er aflyst og allerede fra den tidlige formiddag overstiger temperaturen 30 grader. Det er mærkbart varmere end i Costa Rica!
Sveden hagler ned ad ryggen – den varme skal man vist lige vænne sig til.
Efter morgenmaden stavrer svoger og jeg ned i én af byens hovedfærdselsårer, hvor vi hyrer en taxa til Albrook Mall – en tur på ca. 15 minutter til 3 US$ – eller små 16 kroner. – Heller ikke i Panama bliver man fattig af at køre i taxa.
Albrook Mall er stor – MEGA STOR, selv efter amerikanske forhold – og alle relevante mærkevarer kan købes.
Til gengæld er priserne på de fleste varer markant lavere end i Europa og endda noget lavere end i USA og Canada.
Vi runder dagen af med et besøg på Hard Rock Café og en middag på en rigtig restaurant, med prima steak og god sydamerikansk rødvin. Igen uden at blive ruineret!
Gad vist hvorfor så få turister fra Nordeuropa har opdaget Centralamerika?
Dag 13/Sep. 11: INDIAN VILLAGE TOUR
Igen idag skinner solen, og det tegner godt til en udflugt.
Vi bliver afhentet kl 08,30 af vores lokale turarrangør, og vi skal ud til en indianer-landsby, der bebos af Emebera Indianerne. Noget af vejen skal vi køre i bus og resten af ruten skal tilbagelægges i kano.
Jeg har tillagt mig fuldskæg på turen, så hvis indianerne er krigeriske, så æder de sikkert Svoger, før de kaster sig over mig.
Da vi skal skifte transportmiddel, viser kanoen sig at være en udhulet kæmpetræstamme med påhængsmotor, – meget sødygtig og med god plads.
Den var oven i købet udstyret med redningsveste til os landkrabber.
Emebera landsbyen ligger ca. 15 minutters sejlads fra en større holdeplads, gennem floden og en kunstig sø, der danner reservoir for Panama Kanalen.
Vi blev modtaget af en flok fredsommelige indianere iklædt lændeklæder, og vi blev budt velkommen.
Gennem tiderne har vi oplevet så megen iscenesættelse, at man er naturligt skeptisk, men der var ikke noget teater eller Tivoli over disse indianere. De var på alle måder autentiske, selvom de selvfølgelig også skulle underholde mod betaling. Det er en del af deres eksistensgrundlag og det må vel siges at være legitimt.
Men før et planlagt arrangement i landsbyen skulle vi på en kort tur ind i junglen, og det bestod af en blanding mellem riverrafting og trekking gennem regnskoven.
Den videre tur på floden var naturskøn og lidt eventyragtig. Floden brusede visse steder hidsigt og andre steder bølgede den dovent – og over alt var den flankeret af regnskoven.
Ved en bugtning var et naturligt flodleje, og dér efterlod vi båden for at vandre et godt stykke ind i junglen. Vi fulgte en afgrening af floden, som vi adskillige gange måtte vade igennem på de mest lavvandede steder. Og vi forcerede klippefremspring og væltede træer, for til sidst at nå et brusende og idyllisk vandfald ved en lille kølig skovsø.
Når man indånder den rene og fugtige fortættede luft i regnskoven, oplever man den ultimative kontrast til storbyens forurenede modstykke. Skoven er et økologisk paradis og det er herligt!
Tilbage i indianerlandsbyen blev vi underholdt af de indfødte med sang og dans og vi blev budt op til en svingom med indianerpiger i alle aldre. Svoger dansede med den eneste nogenlunde pæne pige og jeg måtte nøjes med en aldrende sag, med ansigt som en rynket svedske. Verden er ikke altid rimelig!
Og så blev vi indført i indianernes metoder til produktion af kunsthåndværk. Sidst, men ikke mindst, fik vi en guidet tur af landsbyens medicinmand, som tager sit fag ganske alvorligt. Han kunne finde urter, der kunne kurere alt fra slangebid til alvorlige kræftsygdomme, men til gengæld havde vi kun hans ord for det.
Dag 14/Sep. 12: Panama City
En dasedag i Panama City – dog med en smuttur til Los Pueblos, som er et stort udendørs butikscenter, nærmest en lille shopping-by, der ligger tæt ved den internationale lufthavn.
Taxachaufføren forlangte 10 US$ for turen, men var lynhurtigt handlet ned til det halve. Køreturen derud tog ca. 20 minutter og den stakkels chauffør matte slippe 1,40 US$ i motorvejsafgift. Så vi gav ham alligevel 10 US$ og manden lyste op som en sol.
Taxapriserne i både Costa Rica og Panama er hovedrystende lave og en lang række varer som for eksempel beklædning og konsum – ja, faktisk alt muligt andet også, sælges til nærmest fantasipriser i Panama. Det må være et paradis for folk med “Det Sorte Bælte i Shopping” og for den sags skyld også for børnefamilier, at købe ind i dette land.
I morgen kl. 08,00 skal vi afhentes på hotellet for en sejltur der omtales som en “partial transit” på Panama Kanalen.
Dag 15/Sep. 13: PARTIAL TRANSIT OF THE PANAMA CANAL
Vores turarrangør fra Panama Travel Experts fik humøret til at dale gevaldigt, da han næsten 2 timer efter det aftalte tidspunkt stadig ikke var ankommet.
Og i den forløbne tid havde vi flere gange forsøgt at kontakte firmaet både telefonisk og på den adresse, der var angivet på firmaets hjemmeside. Turarrangøren var som sunket i jorden!
Bedst som vi konkluderede at Panama Travel Experts sikkert var et svindelforetagende, stod der en forvirret chauffør for at afhente os, med favnen fuld af latinamerikanske undskyldninger. Dermed endte alt i fryd og gammen.
Vi blev kørt langs kanalen til en lille havn, hvor vi gik ombord på MV Pasific Queen, der kort efter afsejlede, fyldt med forventningsfulde turister.
Panama Kanalen burde få status af Verdens Ottende vidunder. For kanalen er en kombination af floder, søer og kunstigt skabte kanalsystemer, hvor en bjergkæde er gennembrudt som en del af et unikt og imponerende ingeniør- og gravearbejde. Kanalen er 80 kilometer lang og går fra Panama City på Stillehavskysten til Colón på Atlanterhavssiden.
Den 15. august 1914 blev Panama-kanalen indviet, og det første skib kunne sejle gennem dette menneskeskabte vidunder. I dag er kanalen fortsat en af verdenshandlens vigtigste færdselsårer. Der passerer omkring 12.000 skibe gennem kanalen hvert år.
Her er et fascinerende touch af historie og storpolitik, og kanalens storhed bliver sat i perspektiv, når tunge fragtskibe maser sig gennem junglen langs den smalle kanal.
Turen gennem kanalen tager ni timer, og det siges at være en helt speciel oplevelse at sejle fra det ene verdenshav til det andet ad en kanal, der blev fantaseret om i 400 år, før den blev til virkelighed. Men desværre – turen i dens fulde længde gennemføres kun én gang om måneden, og det er ikke lige mens vi er her.
Helt snydt bliver vi dog ikke. På vor vej skal vi igennem 3 sluser, der regulerer højdeforskelle i vandstanden på op til hver 10 – 15 meter. Vi passerer containerskibe og lystsejlere der måske er på vej rundt om kloden – og vi beundrer de store og små fartøjer, der alle har deres historie at fortælle, indtil vi må søge ly på nederste dæk, for et forrygende uvejr.
Vi sejler under både den nye Centennial Bridge og den gamle – men stadig imponerende Bridge of the Americas, som siges at forbinde Nord – og Sydamerika.
Efter vi har passeret den sidste sluse, har vi lagt uvejret bag os og fra øverste dæk kan vi nu betragte et store antal skibe, der ligger for anker i Stillehavet, mens de venter på gennemsejlings-tilladelse. Og vi nærmer os den store containerhavn, hvor talrige danske Maersk containere dominerer.
I en nærliggende lystbådehavn går vi fra borde, med endnu en god oplevelse.
Dag 16/Sep. 14: Panama City
Endnu en dase-dag i Panama City.
Svoger og jeg har nu været hjemmefra så længe, at dovenskab er blevet en livsstil.
Panama City er en rar og afslappet by, men hvis man ikke lige skal shoppe eller på kanaltur, så er der ikke meget man kan foretage sig. – Bevares, vi er måske også blevet mættet med oplevelser, og så skal der nogle rigtig gode gulerødder til at flytte et par gamle æsler som os.
Vi forsøger derfor at ophøje måltider og moderat øldrikning til en forfinet kulturel aktivitet, til at udfylde de feriedage, der ikke er reserveret til andre formål.
Nå, men vi skal pakke hele menageriet sammen, for i morgen tidlig flyver vi op til en lille eksotisk øgruppe i Det Caribiske Hav, i Bocas del Toro provinsen, nær grænsen til Costa Rica mod nord.
Dag 17/Sep. 15: BOCAS DEL TORO
Klokken 05,30 ringede telefonen og i den anden ende af linien kunne min svigerinde berette, at Nykredit havde købt Forstædernes Bank. – Jamen, hvilken nyhed kunne have større betydning for verdensfreden på den tid af dagen? “Vækkede jeg dig” – spurgte hun ligeså uskyldigt.
Min elskelige svigerinde – altså rejsefællen Svogers hustru, har stort set lige så megen fornemmelse for tid, som en død fisk har talent for at svømme. – Når hun ringer, er det på de særeste tidspunkter, og jeg spekulerer på, om det er derfor Svoger har efterladt sin mobiltelefon i Danmark. Men jeg nænner ikke at spørge ham.
Nå, men denne gang blev hun snydt, for jeg var allerede stået op og på vej til morgenbordet.
Klokken 07,30 afgik vort fly fra Albrook Airport og det var ikke nogen helt almindelig maskine.
Det var en 2 motors propelmaskine fra en svunden fortid, med plads til 2 piloter og 20 – 25 meget, meget slanke passagerer.
Sæderne var i hvert fald ikke større, end at min venstre balle måtte efterlades frit hængende i midtergangen. Indvendigt var flyet nænsomt restaureret med det plasticagtige hyldepapir fra 70’erne, der kan få selv et lokumsbræt til at ligne et ædelt træpanel – omend det selvklæbende papir var lidt sjusket opsat – men til gengæld var der monteret billige gardiner foran cockpittet og der var løse skruer overalt.
Dette pragteksemplar af en passagermaskine må bestemt være Panama Airs stolthed i flyflådens museum!
Men minsanten om det gamle lig af en flyvemaskine ikke kom på vingerne og med brølende motorer blev vi transporteret op til øgruppen ved Bocas del Toro.
Vel ankommet og med alle bønner og besværgelser lagt bag os, checkede vi ind på ét af de mest eksotisk beliggende hoteller, jeg nogensinde har frekventeret.
Og det var bestemt ikke fordi hotellet var særligt luksuriøst. Der var hverken TV, internet, minibar eller andet moderne udstyr og der var meget lidt varmt vand i hanerne.
Til gengæld var der flere ansatte på stedet, end der var værelser. Helt nøjagtig 9 bungalows bygget på pæle i vandet langs en meget lang badebro, der blev afsluttet med en åben restaurant.
Træhytternes tage var beklædt med palmeblade og hver hytte havde egen terrasse, hvorfra man kunne dyppe tæerne i Det Caribiske Hav.
Havvandet var behageligt varmt – det vrimlede med farvestrålende akvariefisk og længere ude så man fra tid til anden fiskestimer springe i vandoverfladen og delfinerne lege.
Panamas kyst tårnede sig op på den anden side af vandet, med bjergmassiver i en lang ubrudt linie.
Det var overskyet og let diset, men det hævdes at solnedgangen skulle være overjordisk smuk.
Svoger og jeg konstaterede, at vores bungalow lå længst væk fra restauranten og for at sikre os mod krige og naturkatastrofer, købte jeg en hel magnum flaske rom i restauranten. Dermed kunne vores opholdssted være helt udholdeligt, hvis det værste skulle ske. Og 28 US$ var vel en rimelig forsikringspræmie at betale.
Sidst på eftermiddagen boltrede de store fiskestimer sig i vandoverfladen tæt ved vores terrasse og jeg måtte reflektere over den mangfoldighed af liv, der er i vandet. – Store og små fisk i alle regnbuens farver – små åleagtige krabater med lange næb og så havde et ungt nygift par på honeymoon endda fået øje på en stingray.
Da mørket faldt på og vi sad ved middagsbordet i den åbne restaurant, havde sorte skyformationer samlet sig omkring bjergkæden inde over land og et helvede af lyn og torden brød løs. Heldigvis dog ikke hvor vi sad – langt derfra.
Punta Caracol
Dag 18/Sep. 16: BOCAS DEL TORO
Det er en smuk og solrig morgen og kl. 07,00 lusker jeg ud på terrassen, hvor stilheden næsten er øredøvende.
Kun fisk, der springer op over vandoverfladen for at nappe sig et insekt til morgenmad, bryder stilheden.
Så langt øjet rækker er vandspejlet roligt og solen glitrer i de små bølgetoppe, med et forførende diamantagtigt skær.
Især om natten bliver jeg mindet om, at jeg befinder mig i troperne og jeg har svært ved at vænne mig til 35 graders varme når jeg skal sove. Netop hér, på dette besyndelige hotel, er der ingen aircondition. Der er kun en doven propel i loftet, der selvfølgelig kører på en energibesparende “timer”. Når jeg så endelig er faldet i søvn stopper skidtet og badet i sved vågner jeg og hader alt det øko- og energirigtige fis af en godt hjerte.
Og var det bare det eneste. – Natten er en smeltedigel, der udtørrer halsen så den føles som en sandørken. Men myriader af firben invaderer i ly af mørket alle vandflasker, colaer og drikkeglas, der er indenfor rækkevidde.
Jeg har egentlig ikke noget imod firben, men jeg vil hverken dele bord eller seng med dem, og de er bare alle vegne!
Nå, men nu er det dag, og det ser ud til at fanden har kaldt alle sine firben til sig.
Der synes forresten ikke at være meget fugleliv på øen, og det kan undre, for hele kysten er omgivet at tæt mangroveskov og havet er en ren sushi-bar.
Man kan dog af og til se en pelikan stryge hen over vandoverfladen så tæt, at det ser ud som om den får dyppet vingespidserne.
Det er længe siden min krop har været i en så apatisk tilstand og jeg skriver disse linier på terrassen, henslængt i en hængekøje.
Og hvor det end kom fra, så er det pludselig begyndt at regne. – Men det er vel med i prisen for opholdet.
Svoger og jeg er ellers begyndt at blive lidt skeptiske med hensyn til hotellet. – Omgivelserne er suveræne, men hytterne er nedslidte og vi har betalt hver 10 US$ for en dødsyg burger på restauranten. Det er lidt som om hotellets holdning er “Hvis du kan gå på vandet, så smut bare hen til konkurrenten. Der er kun 5 sømil”.
Dag 19/Sep. 17: BOCAS DEL TORO
Det kan være ganske praktisk, at skrive dagbog et sted som hér, for ellers mister man sin tidsfornemmelse. Det er som om verden står stille og skulle jeg være her en uge mere, ville mit normale initiativ fordampe med morgendisen.
Vores bungalow står på pæle i vandet og er forbundet med en bådebro, der i den ene ende fører ud til en restaurant, der også står på pæle i vandet. Den anden ende fører ind til en lille plantage omgivet af mangroveskov. – Altså begge veje fører i princippet til Intetheden!
Det hér er Paradisets Alcatraz og vil man flygte, skal man være fandens god til at svømme.
Men stedet er nok også mere til honeymoonere og økoflippere, end til et par midaldrende og rastløse kapitalister.
Vi flyver fra øen om godt 6 timer i én af Panama Airlines flyvende konservesdåser.
Så er det slut med at prøve på at tælle fiskene i vandet og farvel til hængekøjen, der er blevet mit foretrukne opholdssted. – Evigt ejes kun det tabte!
Himlen er dækket af et tyndt skylag, vandet bølger dovent med små spredte krusninger, temperaturen er omkring 30 grader og hængekøjen gynger lidt endnu.
Det er egentlig utroligt, at de små gamle flyvemaskiner flyver så stabilt.
Hele turen varer ca. 5 kvarter og fra Bocas del Toro går den længste strækning over Mosquito Golfen – en del af Det Caribiske Hav. Omkring Gatun Søen, der ligger ved den østlige udmunding af Panama Kanalen, drejer piloten ind over land mod Panama City.
Sigtbarheden er god og jeg kan se hvor tyndt befolket der er i land- og skovområderne. Og der er stort set ikke noget ordentligt vejnet.
Til gengæld er der meget bjergrigt og ekstremt smukt set fra oven, hvor små totter af skyer har lagt sig lavt og næsten spøgelsesagtigt over landskabet.
Piloten foretager nogle små akrobatiske manøvrer over kanalens indsejling fra Stillehavet og da hjulene rammer landingsbanen slår en kvindelig medpassager korsets tegn, mens en anden klapper af næsten hysterisk henrykkelse.
Dag 20/Sep. 18: Panama City
Godmorgen til vor sidste dag i Panama, hvor vejret stadig ikke er til at klage over.
Svoger er til sol og vand ligesom blomsterne (men uden sammenligning i øvrigt), så han tudser rundt i- og omkring hotellets swimmingpool hele formiddagen, alt imens jeg kravler rundt på internettet.
Der er dog en vigtig opgave, der skal løses, inden vi forlader landet – og dét er at indkøbe gaver til børnebørnene.
Så først på eftermiddagen begiver vi os igen til Albrook Mall, hvor gaverne til de 3 små knægte jeg er morfar til, indkøbes.
Et par overdimensionerede Hulk-boksehandsker til hver af de to største – så kan de give deres mor og far hovedpine på en helt ny måde – og en krammeabe til den mindste.
Hvis vores koner og døtre havde været med på turen, var de gået helt i selvsving over de lave priser, der er på langt de fleste varer. – Nå, det har jeg vist allerede bemærket tidligere, men der sker i øvrigt ikke så meget mere dén dag.
Efter aftensmaden snupper vi en velvoksen rom og cola på Svogers værelse, hvorefter vi lader mere end én liter rom blive stående til rengøringspersonalet. Gad vist hvor meget der så bliver gjort rent den efterfølgende dag?
Dag 21/Sep. 19: HJEMREJSE
Klokken 05,00 bliver vi afhentet i hotellets foyer og kørt til lufthavnen.
Solen er stået op over Panama, da vi går i luften med kurs mod Atlanta i Georgia, USA.
Dag 22/Sep. 20: HJEMME IGEN
Efter godt 11.000 km flyvning lander vi – to svogre og gode rejsekammerater – i Kastrup Lufthavn kl. 08,35.
Vores indre solbatterier er ladet op, selvom vi måske virker matte i sokkerne, og det har været en oplevelsesrig rejse.
En ferie har normalt det erklærede mål …. tja, at holde ferie! – Hvad enten det er med Spies til Kreta eller noget tilsvarende.
Svoger og jeg har imidlertid ikke “bare” været på ferie. Det er ikke min mening at nedgøre dét at holde ferie – tværtimod – men begrebet har blot en anden betydning.
Svoger og jeg har været på en rejse, hvor man bevæger sig fra sted til sted for at søge nye oplevelser og møde andre kulturer, end dem man er så vant til. – For derefter at vende hjem med en større baggage, hvis man kan udtrykke det sådan.
Og efter en tur som denne bekræftes jeg endnu en gang i, hvor let det er at færdes langt de fleste steder på kloden. Blot man er meget nysgerrig og en smule tålmodig.
Jo mere jeg efterhånden får set af verden, desto mere overbevist bliver jeg om, at jeg har set uendelig lidt … alt, alt for lidt!
